Et værelse med udsigt

Det er aldrig for sent at finde kærligheden

 

16076157338_33af83f47a_o (1)

Det er mørkt på værelset i den fine herskabslejlighed i Berlin. De lysegule vægge lyser blegt op fra nattens skær. På gulvet ligger Anja og funderer over, hvordan kærligheden egentlig var i gamle dage. Selv har hun lige mødt tyske Florian. ”Mon man egentlig gik i seng sammen dengang?” tænker Anja, mens hun vender sit ansigt mod dobbeltsengen og nysgerrigt stiller spørgsmålet til sin 84-årige farmor. Der bliver åbenhjertigt fortalt, og Pia får også lokket ud af Anja, at Florian er lidt mere end et venligt bekendskab. Måske var Pia aldrig i tvivl om, at manden med de varme øjne og det dejlige smil et år senere blev far til Anjas første barn. Og slet ikke, at han ville være der for altid. For da Pia gik bort 16 år senere, og familien ryddede op i hendes lille lejlighed, fandt de det familiebillede, som Anja og Florian havde givet hende i julegave år tilbage.

”Florian – du er et fund. Knus farmor” stod der med sirlige bogstaver på bagsiden. Pia vidste, at de ville finde det, når hun engang døde. Så en majdag i år stod de der midt i sorgen, men med et smil på læben. For selvom Pia Frandsen kunne være en kvinde med bestemte meninger, så var hendes kærlighed til familien ubrydelig. Især til hendes børnebørn og oldebørn.

Som da Pias andet barnebarn Andreas boede hos hende i sine teenageår. Farmor udgjorde nemlig det støttekor, som var der for ham, mens han i Københavns Drengekor både skulle være disciplineret og voksen på samme tid. Hun sørgede for, at Andreas altid fik lavet sine lektier, mens der om aftenen blev kokkeret i køkkenet. I tre år passede Pia Andreas to dage om ugen, og hver gang var der handlet milkshake, kakao og toast ind, som kunne nydes med benene oppe og Eurosport kørende i baggrunden. I lejligheden på Frederiksberg blev der sørget for tryghed, og båndet mellem Andreas og hans farmor blev stærkt. Derfor valgte han mange år senere at have sin farmor med i sin egen selvportrætsfilm. Og under indspilningen fik Pia også en kærlighedssnak med Andreas, akkurat som hun havde haft med hans storesøster Anja mange år forinden. ”Familie er slet ikke så slemt endda.” lød beskeden. Og ikke længe efter fandt Andreas sin kone Marie, som han i dag venter sit tredje barn med.

Men det er slet ikke så underligt, at familien var vigtig for Pia. Selv voksede hun op på en gård som den eneste pige af en søskendeflok på fem, og det ligeværdige forhold med drenge blev blot styrket af det miljø, hun befandt sig i, hvor hun blandt andet var en af de få piger, der gik på Sorø Akademi, som år forinden havde været en ren drengeskole. I sine midt 20’ere mødte hun sin første kærlighed. Men på ulykkeligvis endte hans liv under krigen. Og selvom Pia senere oplevede kærligheden igen, så var det først i sine allersidste leveår, hun fandt ham, som hun betegnede som ”sit livs sidste kærlighed”. Nemlig naboen Thorkild på plejecentret Kærbo, hvor Pia kom til i en alder af 97. Familien havde ellers frygtet, at de sidste år på plejecenter ville blive træge, for hun var ikke længere i særlig godt humør og havde ikke den samme kontrol som før. Da hun flyttede ind i sin stuelejlighed, var de i gang med at renovere indergården, og vinduerne var dækket af presseninger, så da Anja kom og besøgte hende, slog Pia armene ud og udbrød på sit fine rigsdanske: ”Ja, velkommen! Værelse med udsigt!”

Og akkurat som i filmen med samme titel blev dette Pias version af Lucy Honeychurchs dannelsesrejse og mødet med den spændende og charmerende herre Thorkild Thim. For lige fra den dag, han bankede på hendes dør, blev Fru Frandsen med et trylleslag sig selv igen. Hun begyndte igen at pleje sit ydre, bobbe sit fine, tynde hår på den helt specielle måde og slå sin fine pelskappe omkring sine skuldre, når hun og Thorkild skulle på tur. Over for sin familie blev hun mild og fjantede som en teenagepige, når hun fortalte om sin nye kærlighed til Thorkild. Selv til familiefødselsdage sad hun rastløs på sin stol og var længselsfuld efter at komme hjem. Og komplimenterne flød da også lidt fra Thorkilds side.

”Peter! Din mor har en flot figur. Og jeg har jo forstand på kvinder!” lød det tit, når Pias søn kom forbi.

Men selvom familien var klar over, at Pia var stormende forelsket, så er det først for nyligt gået op for dem, hvor stor en del Pia var blevet af Cykling uden alders historie. Sammen med Thorkild var Pia passager utallige gange i den røde rickshawcykel, og hun havde endda fået et nært forhold til flere af piloterne. Alle fulgte med i Pias udvikling også helt til det sidste, for efter familiens ønske kom cyklerne med på Pias sidste eventyr, da rustvognen den 20. maj kørte fra Lutherkirken til Holmens Kirkegård. På denne milde majdag stod solen højt på himlen og lyste ned på Pias børn, børnebørn og oldebørn, samt Thorkild og piloterne som den dag var passagerer. Og helt i Cykling uden alders ånd, forsvinder Pias historier ikke med hende. Hun sørgede for at sætte sit aftryk. Og da kortegen nåede til Holmens Kirkegård, var der mange samlet. Udenfor sad Thorkild og fulgte med i sin venindes sidste rejse.

”Det er smukt, at der er så mange med, der siger farvel til hende,” sagde Thorkild ud i luften. Og så sang han med på de strofer, han kunne huske af ”I østen stiger solen op”.

Blå bog

  • 21/9/1915 – 11/5/2015
  • Blev kort efter sin uddannelse som tandlæge en del af Københavns Skoletandpleje i 1945
  • Viceovertandlæge i 70’erne
  • I sommerferierne tog hun til Færøerne og sørgede for, at de 14-årige piger ikke fik gebis i konfirmationsgave.
  • Tog enkeltfag langt tid efter, hun var blevet 70 for at holde sig intellektuelt frisk.
  • Pia var “ung pige i huset” i England fra 1938 til 1939, men tog tilbage til Danmark, kort efter krigsudbruddet.
Børnebørnene Andreas og Anja deler minder om farmor Pia.
Børnebørnene Andreas og Anja deler minder om farmor Pia.
“Florian – du er et fund. Knus farmor”
Pia gik meget op i sin stil og sit ydre.
17496318163_824bd52cfb_o
Pia og Thorkild nød tit en is på deres ture.
16263685485_dc3f112309_o (1)
Her var Thorkild og Pia forbi Rådhuspladsen.
10277639_627880510635561_1845949347711382317_n
Cykling uden alder har brugt dette billede i mange sammenhænge, da det virkelig viser livsglæde og “vind i håret”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *