Eventyrlig karavane klar til langtur

Kolding er SÅ klar til langtur.

Hele  byen er gået sammen om at støtte, så 10 cykelrickshaw med passagerer, frivillige cykelpiloter og personale kan komme afsted i 3 dage fra Kolding til Rømø.

Når viceborgmesteren Søren Rasmussen (O) har sendt cyklerne afsted og sendt balloner til vejrs, så får karavanen følgeskab af et par cykler fra den lokale Harley Davidson-motorcykelklub.

Vil du være med på egen cykel ud af byen eller bare vinke farvel, så kom til

Plejecenter Teglgårdsparken,
Sct Hedvigs Vej 5, 6000 Kolding
TORSDAG d. 8. JUNI kl. 9.00

Og så går turen mod Haderslev på førstedagen. Første stop bliver ved Hejlsminde Forsamlingshus, hvor der står frokost klar, og hvor en af de lokale kræfter fortæller om huset.
Herfra triller karavanen videre mod Sillerup Mølle, hvor møllelauget vil glæde gæsterne med vind i møllevingerne. Langs Haderslev Å går det ind i byen, hvor der spises aftensmad med den skønneste udsigt ud over åen.

Haderslev Dyrepark åbner portene

De skønneste naturoplevelser venter alle i Haderslev Dyrepark, hvor mere end 200 dådyr går rundt – og mon ikke nogle af dem har kalve? Dyreparken åbner portene, så cyklerne kan komme ind og også få en tur rundt om Hindemade og de mange fugle, der er i området.

Efter Hindemade køres mod Tørning Vandmølle, hvor frokosten skal spises. Helst i fri luft.
“Når man kommer ud i frisk luft på en cykel, så får man følelsen af frihed og højt til himlen. Og vi sover så godt efter alle de timer ude,” fortæller Dorthe Olander, Cykling uden alder.

Kom og mød os på Rømø

Midt på torvet i Ribe ligger det gamle Hotel Dagmar, som tager imod hele selskabet. Efter en god nat køres mod Rejsby Efterskole, der byder på formiddagskaffe, og så går turen mod stranden ved Lakolk på Rømø. Her vil nogle af passagerernes naboer fra plejehjemmet i Kolding komme og grille pølser sidst på eftermiddagen- og måske bliver det til en lille dukkert? Så kom til Rømø, hvis du vil lytte til alle de gode historier, der dukker op på sådan en eventyrlig cykeltur.

Trailer med plads til 10 rickshaws

Med på turen er en følgebus som følger cykelkaravanen hele vejen. Så hvis nogle har brug for et hvil, så er der god plads i bussen. Busselskabet Ørslev Rejser har fået specialdesignet en bustrailer, der har plads til alle 10 rickshawcykler, når turen går hjem fra Lakolk på Rømø lørdag d. 10. juni.

TrygFonden støtter langture i Cykling uden alder

Øresund Rundt ‘17 er en del af et 2-årigt projekt støttet af TrygFonden. Formålet med projektet er at øge livsmulighederne for ældre på plejehjem og skabe relationer på tværs af generationer. Over to år udvikles og gennemføres en række langture af 1-3 dages varighed, hvor ældre passagerer på plejehjem, frivillige rickshawpiloter og personale sammen med Cykling uden alder, tager på tur ud i det blå. Turene giver mulighed for nye fællesskaber, de ældre et aktivt liv og er med til at sætte fokus på nye løsninger i ældresektoren. www.cyklingudenalder.dk

PRESSE – Kontakt: Dorthe Olander, olander@cyklingudenalder.dk, 2424 5010

Får du også lyst til at arrangere en langtur – eller bare en dagtur – med flere rickshaws, så ring til Søren Steffensen 2076 2979, Cykling uden alder, eller Dorthe Olander 2424 5010. Eller send dem en mail på soren@cyklingudenalder.dk eller olander@cyklingudenalder.dk

 

 skaermbillede-2016-10-27-kl-14-08-23

24905074329_d5f34386df_k

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *