En lille indsats gør stor forskel – også for personalet

– Det er ikke en “skal-opgave” lyder det fra teamleder Helle Tonnesen på Rønde Plejecenter. Her er det nemlig ikke en opgave at cykle med de ældre beboer på deres ene rickshawcykel, men en del af det, de kalder hverdags-rehabilitering.

– Cyklen kan komme ind rigtig mange steder for de mål, vi sætter for beboeren. Det mål kan være, at de skal komme mere ud eller forholde sig til noget, de bliver glade for, fortæller Helle, som for nyligt fandt ud af, at en tur ned til den lokale andedam vakte en del glæde hos flere beboere.

– Turene hos ænderne gav samtidig anledning til samtale mellem alle de ældre. Vi har jo fodret dem med brød, og så blev det diskuteret ved middagsbordet, om ænderne nu også kunne tåle birkes.

Det går begge veje
For Helle og flere af medarbejderne på Rønde Plejecenter føles cykelturene heller ikke som arbejde. Det er blevet så meget hverdag, at Helle og hendes medarbejder Helga sågar bruger deres fritid på at cykle.

– Det er hyggeligt for os at cykle, men samtidig også hyggeligt at give beboerne noget. På den måde er man sammen med dem på en anden måde og snakker om helt andre ting, siger Helle og påpeger, at de ugentlige ”fritidsture” har en ekstra gevinst.

– Det afstresser på en eller anden måde. Når man kommer hjem fra en arbejdsdag, er man træt, men det er på den gode måde, når dagen er sluttet med en cykeltur.

Ansvar som leder
Rønde Plejecenter fik deres rickshawcykel for lidt over et år siden, og da Helle var den første til at sige, at hun gerne ville afprøve konceptet.

– Jeg har altid tænkt, at det ville være spændende, men jeg tænkte også, om jeg nu kunne få medarbejderne med på det, for det var vigtigt at få dem med helt fra begyndelsen. Det betyder meget her, at personalet også kan cykle, for de får et lidt andet forhold til beboerne, når man snakker og gør noget andet, siger Helle, som også mener, at hun som leder har et ansvar for at vise motivation til at få cyklerne integreret.

– Det er vigtigt, at man som leder går ind for det og viser, at det er sjovt. Derfor spørger jeg jævnligt medarbejderne, om de ikke vil med ud at cykle, og som leder cykler jeg også meget selv.

Lille indsats – stor forskel
Og dermed er både Helle og hendes medarbejdere langsomt blevet rige på gode oplevelser. For nylig fortalte nogle medarbejdere, at de mente, en ældre dame på afdelingen snart ikke ville være i live mere, for hun spiste ingenting og kom næsten ikke ud. Men da Helle en weekend var inde og hjælpe den ældre kvinde, spurgte hun hende, om hun ikke ville med ud på cyklen. Først var hun meget afvisende, men da hun hørte om andedammen i nærheden, blev hun overbevist om, at hun godt ville med på en lille tur.

– Hun var meget glad for turen, men var lidt ærgerlig over, at vi havde glemt brød til ænderne. Så derfor aftalte vi at tage af sted dagen efter for at fodre dem. Og det har gjort en forskel, for efterfølgende har hun nu været ude om aftenen og spise, lyder det fra Helle, som fortæller, at deres succes med cyklerne handler meget om at prioritere og få den implementeret naturligt i hverdagen.

– Det handler om, at vi er enige om, hvad vi skal og har planlagt dagen. Hvis jeg for eksempel vil på en tur i weekenden, så er der en anden medarbejder, der kan træde til og arbejde lidt på tværs. Hvis en medarbejder var syg eller på ferie, så skal man jo også kunne klare sig.

Samsø venter forude
Og nu skal team Rønde igen prioritere og planlægge, for en tur til Samsø venter lige om hjørnet. Heldigvis er de allerede trænet i langture, for i juni måned var de med på en 5-dages tur med start fra plejecenteret og helt til Arendal i Norge. På turen deltog fem ældre fra centret, heriblandt 83-årige Knud. Så da Knud begyndte at tale om, hvornår de skulle på tur igen, begyndte ideer at spire.

– Han kunne altså ikke vente et helt år med at komme afsted igen. Så efter hans snak begyndte vi at planlægge en minitur. Knud ville endda også være med til at planlægge turen, så igen blev det en del af hverdagsrehabiliteringen, fordi han så bliver en del af noget.

De to satte sig derfor foran computeren og kiggede efter fonde. Knud skulle hjælpe med at udforme ansøgningen, og det gav pote ved modtageren, for fonden her mente, at det var ganske fantastisk, at en beboer på plejecentret var så aktiv med at hjælpe. Engagementet blev derfor kvitteret med 10.000 kroner, og derfor kan tre ældre herrer komme på en 3-dages tur til Samsø.

– To af hotellerne vil endda lave madpakker til os, fortæller Helle, som har valgt at bruge mottoet ”det går nok”, når der er langture i vente.

– Knud siger, at nu må vi se, om det bliver en succes, for så kan vi jo fortsætte og have endnu flere passagerer med, smiler Helle.

 

 

 

 

IMG_0746

One thought on “En lille indsats gør stor forskel – også for personalet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *