Tips og tricks – Idéer til en varm cykeltur

Klaprende tænder, hastige bevægelser og røde kinder. Vinterkulden er over os. Men de røde cykler er stadigt en del af gadebilledet rundt omkring i landet. Se hvordan piloter og passagerer på forskellige måder trodser vinterkulden og holder varmen på cyklen.

Hjemmestrikkede muffer holder hænderne varme i Dragør.

Idéen blussede op sidste vinter, hvor piloterne syntes, at det var svært at give de ældre vanter på. Derfor besluttede de sig for at skrive et opslag på Facebook og spørge, om nogen ville strikke muffer til passagererne.

Jytte Allen var så venlig at melde til at strikke mufferne frivilligt. Hun har hæftet en snor i hver ende, så mufferne kan hænge frit, hvis passageren ikke bruger dem.

“De ældre er vildt glade for dem og synes, at det er så hyggeligt at putte hænderne ind i dem,” fortæller Lise Hellborn, pilot i Dragør. I Trekroner har to par muffer til hver cykel, som ligger klar til brug i de kolde vintermåneder på cyklen.


Inga og Kirsten varmer hænderne i mufferne

Vintertøjet hives ned fra hylderne i Odense. Jo flere lag, jo varmere. Fyldige frakker, flere tæpper og den røde kørepose er nøglen til en varm cykeltur i det midtfynske. Godt klædt på med vintertøj og et smil på læben, holder passagerer i Odense sig ikke tilbage fra en decembertur på hjul.


Passagerer i Odense inden en vintertur på den røde cykel

Et varmt sæde kan hjælpe på den kolde temperatur i Skanderborg. Selv om der ikke findes dårligt vejr at cykle i. “Passagererne skal selvfølgelig ikke starte med at sidde på et vådt sæde,” skriver piloten Kaj Bønding. Hans løsning er derfor en presenning til rickshawcyklen. Se hvordan du selv kan lave én her. 


Undgå et vådt sæde med en presenning til cyklen

Det er nemt at lægge ruten forbi butikker, caféer eller museer, hvis kulden bliver for meget i Trekroner.


Sådan ser det ud, når en rød rickshaw lægger ruten forbi et indedørs marked

I Trekroner sørger aktivitetsmedarbejder Sonia D. Kirkaldy Nielsen for, at de ældre kommer ud at cykle. Også når det er koldt.

Sonia fortæller, at i Trekroner kører de forbi forskellige steder og hører, om de kan køre indenfor. Folk har været søde til at flytte borde og andet, så cyklerne har kunnet komme rundt. Og de har ikke oplevet at blive smidt ud endnu.

“Vi synes faktisk også det er lidt sjovt at se hvor langt vi kan komme og hele tiden rykke grænserne for hvor cyklerne kan komme ind,” fortæller Sonia.

Cyklerne har både været inde og køre i Roskilde Domkirke og inde på scenen på et teater i Roskilde, da det ikke var muligt for de ældre at gå ind i teatret.

”Man skal bare skal prøve at få cyklerne ind alle de steder, hvor døren er bred nok. Der er ofte nogen, der vil hjælpe. Beboerne har været en del af bylivet og det skal de blive ved med,” siger Sonia D. Kirkaldy Nielsen.

Fyldte flasker med varmt vand kommer med på tur i Aarhus. Flaskerne kan placeres i siderne på passagersædet eller ved benene. En enkel, nem og billig løsning, der kan give lidt ekstra varme på cykelturen.


Flaskerne kan være store som små og placeres efter behov

Cyklen lyser op i vintermørket i Sakskøbing.
Med en lyskæde på cyklen inviterer de julehyggen med på cykeltur i de kolde og mørke måneder. En rød juleklar rickshawcykel luner i vintertiden.


Cyklerne i Sakskøbing lyser op i mørket

Passagererne i Randers er udstyret med hjemmelavede varmepuder til vinterens cykelture. Pernille Høgh, aktivitetsmedarbejder, har lavet varmepuderne ved hjælp af nål og tråd, et stykke stof og noget hvede.

Hun har syet stoffet i baner, fyldt dem med hvede og til sidst syet åbningerne sammen. Hveden har Pernille desuden selv tørret på sit køkkengulv.

Varm hvedeposen i et par minutter i mikrobølgeovnen. Det er en nem og enkel måde at holde varmen i cyklen. Hvedeposen kan placeres på ryggen, lårene, maven eller lige der, hvor man har brug for lidt ekstra varme.

Er du stadig nysgerrig på, om man kan cykle om vinteren?

Birgit Folkersen, cykelpilot i Holbæk, deler ud af sine erfaringer med den røde cykel i de kolde måneder. Læs med her.

Vil du heller ikke lade vinteren stoppe dig? Så kan du aftale en tur i bookingsystemet book2go her.


Varmepude med hvede lavet af Pernille Høgh i Randers


Varmepuden kan placeres lige der, hvor man har brug for det