Samtalesalon med cykelkolleger

2016-05-10 14.19.12   Skærmbillede 2016-05-25 kl. 18.55.23
“Vi havde det smadderhyggeligt sammen på cyklen os tre, selv om vi aldrig har mødt hinanden før!” udbrød Elsebeth fra Ringkøbing-Skjern med et stort smil.

På Temadag i Kolding mødte hun CUA-kolleger fra fire andre kommuner til Samtalesalon om ’Kerneopgaven på hjul’. Dagen blev rullet i gang i Cykling uden alders ånd – selvfølgelig med kaffestop hos Topper, der er med i ’Vi støtter Cykling uden alder’.

I Kolding fulgte vi op på dagen med pilottræf og en snak om drømmelangturen i det jyske – en arbejdsgruppe har taget fat på at planlægge den næste langtur. Idéer om Hærvejsture, kystture, kommunestafet og højskolebesøg svirrede i luften – vi følger op med flere nyheder om deltagelse og rejsemål.

Noget særligt

Også i Næstved mødtes kolleger på tværs af kommuner for at stille skarpt på cykelturenes anvendelighed i hverdagen, og ikke mindst den værdi og mening cykelturene giver for alle, der er involverede.
”Vi er med i Cykling uden alder, fordi det kan noget særligt. Det kan give de ældre frihed og stor glæde ved at opleve noget nyt – jamen det er jo en menneskeret at få vind i håret – og så er det rigtig godt for vores arbejdsplads at være med,” lød det enstemmigt fra deltagerne i Næstved.
I Næstved rundede vi af med pilottræf og særforestilling af ’Fra det grå ud i det blå’, hvor Finn på 82, der er filmens lokale hovedperson, gjorde sin entre og fortalte om sine oplevelser på sidste års langtur til Norge – og den efterfølgende eventyrrejse til Hollywood.

Nyt år – nyt i vente

I 2016 skal vi landet rundt med temadage, pilottræf og mange andre arrangementer – for fra deltagerne på temadagene var det tydeligt at mærke, at vi sammen skal skabe synlighed om initiativet, vores samspil mellem piloter, personale og passagerer – og vi mest af alt skal udvikle det gode samarbejde ved at arrangere skønne ture til glæde for alle og dermed gøre det er nemt at komme til at træde i pedalerne.

35 medarbejdere har deltaget i årets første runde af temadage.

Følg med på hjemmesiden for events, kurser og temadage – eller kontakt os for en skræddersyet dag for personalet og/eller piloter i din kommune: dorthe@cyklingudenalder.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *