Sponsor på Cykling uden alder Arendal ’15

Cykling uden alder er starten på noget stort, og interessen for at deltage har bredt sig til hele Norge, Sverige, Holland, USA, Italien, Tyskland, Frankrig, Schweiz, Singapore, Australien, Argentina og Japan. Vores sommerlangtur fra Arendal ’15 Rønde til Arendal skal være med til at sprede endnu mere glæde uden for det danske landkort. For selv forbipasserende bliver smittet, når rickshawerne triller forbi. Som da vi på en cykeltur forleden blev mødt med nysgerrige blikke og glade opråb som: ”Se der! Hvor er de søde!”. I september 2014 cyklede vi en langtur fra Odense til Hamborg, og det var tydeligt at se, hvor meget turen betød for alle deltagere og især passagererne. En herre med Alzheimers fik endda lidt af sin stemme igen. En stemme, som hverken plejepersonale eller hans egen kone have hørt i årevis.

Hvis du også vil have en stemme i denne glædespredende tur, kan du blive sponsor. Du har mulighed for at støtte selve turen eller hjælpe med at finansiere den filmdokumentar, som det britiske filmhold Go Forth Films (evt. i samarbejde med DR og NRK) skal lave. Denne film har til formål at dække de effekter, som en længere rejse har på alle deltagerne, når de på koncentreret vis bliver aktører i eget liv. Både før, under og efter turen. Samtidig er både turen og filmdokumentaren med til at skabe fokus på vores gode, danske cykelkultur, på sundhedsfremmende tiltag og et givende og aktivt medborgerskab.

Hvornår?

5 dage og 4 overnatninger mellem 7. og 11. juni fra Rønde til Arendal i Norge.

Hvordan?

Turen gennemføres med 20 ældre fra Danmark/Norge, 15 piloter og 8 crew på 10 spritnye rickshawcykler, som skal afleveres i Arendal i slutningen af turen.

Finansiering

De ældre og piloterne delfinansierer turen med et mindre beløb, som dækker alle omkostninger. Som kommune kan man deltage med 2 til 6 ældre til en pris på 3.500 kr. pr. ældre passager. Et evt. overskud fra turen geninvesteres direkte tilbage i formålet med Cykling uden alder.

Sociale medier

Turen vil blive dækket massivt via de sociale medier, hvor vi allerede har en solid og populær fanbase, der vil følge med og hjælpe med at sprede budskabet yderligere. Vi reporterer med billeder, historier og videoklip.

Kan du mærke, at dette projekt er noget for dig?

Så kontakt Søren for en snak om, hvordan din virksomhed eller organisation kan være med.

 

16209487839_52c7500d64_k
Søren Steffensen
20 76 29 79
soren@cyklingudenalder.dk