“Voksne skal opleve verden udenfor kontoret”

FullSizeRender

 

Vinden tager let fat i træernes blade og suser stille, mens musikken langsomt bygger sig op. Øjnene fra det lille publikum er rettet opmærksomt mod midten, hvor seks musikanter fra Det Rytmiske Musikkonservatorium er taget udenfor for at improvisere på forskellige instrumenter.

Ellen på 87 var blandt publikummet, og hun havde spidset sine ører.

”Mit syn er meget dårligt, og jeg kan ikke se ansigter, men ser tingene i silhuetter. Denne tur er gået over alt forventning, og jeg husker specielt musikerne, for det var meget flot,” fortæller Ellen, da hun sammen med resten af flokken holder en frokostpause.

Hun er nemlig på tur med seks andre ældre og 14 medarbejdere fra firmaet Podio. Dagens tur går fra de to plejecentre i Valby, som de ældre bor på, og kortegen kommer forbi flere københavnske seværdigheder.

En verden udenfor

Dagen er døbt ”Empty Office Day”, og konceptet har Nicolas Vallat udviklet i et tæt samarbejde med Cykling uden alder.

”Det er en slags oplevelse, der tilbydes, hvor virksomheder og lokale ildsjæle mødes, hvor det i dag er to separate verdener. På den måde er det en invitation til medarbejderne om at komme ud og opdage de, som agerer i det lokalsamfund, de selv befinder sig i. De får kendskab til, hvad der foregår lokalt, og hvem de mennesker, der får fælleskabet til at fungere, er,” fortæller Nicolas Vallat, som fik ideen fra England og ”Empty Classroom Day”, hvor skoleelever kommer ud og oplever verden udenfor klasseværelset.

”Så jeg tænkte, at vi skulle kalde det ”Empty Office Day”, for voksne har også brug for at komme ud og opleve verden udenfor kontoret.”

Dorte Rosenbom har også fået sig en oplevelse med sin nye veninde i dag. For med Ellen ved sin side, har hun lært lidt af hvert om gamle dage.

”Det giver noget for os begge. Det har været så hyggeligt, vi kommer rundt og ser byen på en anden måde på, fordi det er på cykel, og så er det også ret hyggeligt at køre i konvoj,” lyder det fra Dorte, som modtager et anerkendende nik fra sin sidemakker Ellen.

”Tingene er på en helt anden måde i dag. Jeg har fået set meget af det, jeg aldrig før har set, blandt andet den nye cykelbro, altså det jeg kan ane af den,” griner Ellen let og fortæller om sin passion for cykling.

”Jeg har cyklet rigtig meget, og jeg har altid sagt, at det sidste de får lov til at tage fra mig, det er min cykel. Den vil jeg aldrig af med. Men det kom jeg så lige pludseligt, da jeg ikke kunne se mere,” siger Ellen, som er glad for, at hun så på denne måde stadig kan få fornemmelsen af en cykeltur.

Ikke bare profit

Og det er en oplevelse, som giver til både passagerer og piloter. Jakob Pułczyński arbejder hos Podio, og det er andet år i træk, han deltager i ”Empty Office Day” med Cykling uden alder. Selvom han ikke kan snakke dansk og gebærder sig på engelsk, så er det i hans øjne alligevel en helt fantastisk dag på sadlen.

”Når man arbejder i en virksomhed, har man måske ikke så mange muligheder for at tale med folk udenfor virksomheden. Det er godt at komme ud af sine vante rammer, og man oplever et anderledes fællesskab med sine kolleger, som varer ved efterfølgende,” siger Jakob, som er glad for at arbejde i en virksomhed, der giver sine medarbejdere muligheden for at tage en dag fri.

”Du får det godt selv og får det samtidig godt med den virksomhed, du arbejder for. Det er rart at vide, at de bruger ressourcer på noget godt, som ikke bare er penge og profit.”

Ikke så farligt igen

Jakob Pułczyński er blevet så bidt af at cykle i trishaw med ældre, at han for få måneder siden blev oplært som pilot.

”For mig har det været med til at bryde nogle fordomme. For unge kan måske være lidt bange for den ældre generation, men efter det her, er jeg stoppet med at være bange for dem. Jeg troede, de var skrøbelige, og vi slet ikke ville have noget til fælles eller ting at snakke om. Men det er slet ikke sandt, vi deler de samme følelser, og de er slet ikke så skrøbelige, som man kunne tro.”

For Nicolas Vallat har dagen også været en stor succes.

”De fleste synes, det er vidunderligt at gøre noget godt. Det er vigtigt, og det giver dem mening. Og til ”Empty Office Day” i går hørte jeg nogen sige, at det at komme ud gør dem mere effektive. De har mødt nye mennesker og været ude i den friske luft og har på den måde fået fornyet energi. Det er let, og alle kan forstå det, så bare tag og hold kontor-fri-dag!” lyder den klare opfordring fra Nicolas Vallat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *