Forsikring af piloter

Piloter, der er lært op i at cykle rickshawcyklen og er medlem af foreningen Cykling uden alder er omfattet af en ulykkes- og ansvarsforsikring hos Topdanmark. Oplærte piloter registreres i foreningens tilmeldings- og bookingsystem Book2Go.

Beslutningen om at tegne en fælles ulykkes- og ansvarsforsikring blev truffet, da de danske forsikringsselskaber tolker dækningen af Cykling uden alders piloters egne ulykkes- og ansvarsforsikringer forskelligt og idet de færreste kommuner har generelle forsikringer, der dækker frivilligt engagement.

Læs policen her: Ulykkes- og ansvarsforsikring Cykling uden alder 2021

Sådan gør du ift. forsikringen, hvis uheldet er ude: Download vores how-to-guide til forsikringen her

Det er hensigten med den etablerede forsikringsdækning at sikre:

  • At foreningen og de, der arbejder i foreningens interesse, er sikret mod økonomiske tab i tilfælde af, at der rejses erstatningskrav vedrørende skade på tredjemands person eller ting, begrundet i en uagtsomhed, begået af en af de sikrede.
  • At de, der arbejder i foreningens interesse, er sikret en økonomisk kompensation i tilfælde af, at de kommer til skade med varige mén, invaliditet eller død til følge ved et ulykkestilfælde, som indtræder, mens de arbejder i foreningens interesse.

Det første punkt er opnået ved, at der er tegnet en erhvervsansvarsforsikring for foreningen.  Erhvervsansvarsforsikringen dækker forsikringstageren, som er foreningen, og de i dennes tjeneste værende personer. For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at det er uden betydning for denne forsikring, om der er tale om lønnet eller ulønnet arbejde. Forsikringen dækker sikredes erstatningsansvar, altså foreningen og førnævnte personkreds, for skade tilføjet personer eller ting under udøvelse af foreningens aktiviteter.

Det andet punkt er opnået ved, at der er tegnet en kollektiv ulykkesforsikring, som omfatter alle medlemmer, når de udfører frivillige aktiviteter i henhold til foreningens formålsparagraf. Det er ikke et krav, at der er tale om et personligt medlemskab; medlemskab foreligger også, hvis en person er tilknyttet foreningen via et gruppemedlemskab som fx en kommune og en institution/plejehjem.

Personale på plejehjem mv, der er aktive i Cykling uden alder i deres arbejdstid er omfattet af deres egen arbejdsgivers forsikring.

Passagerer er kun forsikret af egne forsikringer.