Langture med Cykling uden alder

Cykling uden alder har udviklet dag- og langture som en metode til at give ældre et meningsfuldt og værdigt liv. De længere cykelture puster nyt liv i hverdagen for ældre på plejehjem og turene giver samtidig arbejdet ny mening for mange medarbejdere.

Det var fantastisk for mig og min familie at være sammen på en fælles tur som Øresund Rundt. Selv om vi er meget sammen i hverdagen, så var det en helt speciel oplevelse med tre dage på cyklen sammen med alle de andre.
– Kim Lisbygd fra Sorø, som er pilot & kaptajn

Sådan virker det

Vind i håret giver livsglæde og ny energi – AskovFonden har i samarbejde med Cykling uden alder undersøgt, hvad der sker med piloter, personale og passagerer, når de planlægger og deltager i en dagtur eller tager på langtur over flere dage med flere rickshaws  → Læs undersøgelsen her

65% af det deltagende personale svarer, at de har fået mere mod på at gøre nye ting med passagererne på plejehjemmene.

82% af det deltagende passagerer mener, at deltagelsen i turen har givet dem mere energi umiddelbart efter turen.

93% af det deltagende personale mener, at turen har dannet baggrund for nye typer af samtaler med de ældre.

Her kan du følge med i kommende og tidligere langture:

Øresund Rundt 2019
Tre dage med frisk luft, god mad, samvær og uforglemmelige oplevelser. Vi skal på tur rundt i landskabet og skærpe vores smagsløg, besøge gårdbutikker, små restauranter, økologiske landmænd, avlere og opdrættere… eller hvad der nu byder sig.

Kolding – Rømø  2017
En stolt, rørt og overrasket Bente Suni står foran et kæmpe publikum. Hun er aktivitetskonsulent i Kolding Kommune og har været med til at skabe muligheden for, at en gruppe plejehjemsbeboere, personale og cykelpiloter sammen tog afsted i 10 rickshaws fra Kolding til Rømø i juni 2017.


Langtur til Rørvig
Ingrid, der er stampassager i København, spurgte en dag i foråret pilot-Lars, om de ikke skulle tage afsted på ferie. “Jo da…” svarede Lars. Han gik straks i gang med at arrangere – og to måneder senere gik startskuddet til en tredages tur til det sommerskønne Rørvig. Både Lars og Ingrid fik sit at se til…


Øresund Rundt 2017
For anden gang rullede en konvoj af rickshaws rundt om Øresund på en herlig sommertur. Det blev til en 3-dages tur i juni 2017 med masser af frisk luft, oplevelser, socialt samvær og fantastiske madoplevelser.

IMG_20150609_122853
Øresund Rundt 2016
Med stor festivitas blev karavanen af rickshaws, passagerer, piloter og personale sendt af sted på en 3-dages tur rundt om Øresund. Turen bød på masse fantastiske oplevelser – både socialt, kulturelt og madmæssigt. Fagbladet FOA har lavet en lille film om 3-dages turen Øresund Rundt i juni 2016. Se også reportagen i Fagbladet FOA

DSC_1333 kopi
Hærvejsturen 2016
En 3-dages tur langs Hærvejen med masser af frisk luft, smagsoplevelser for krop og sjæl og godt samvær. Konvojen af rickshaws rullede op gennem Sønderjyllands skønne natur, og blev ledsaget af en turbus til bagage og passagerer, der trængte til en lur undervejs. Turen bød på gode lokale råvarer og god mad langs Hærvejen – for alle har ret til vind i håret og gode madoplevelser.

16395711315_063865dc8f_o (1)
Rønde – Arendal Norge 2015
En 5-dages tur til Arendal i Norge bød på masser af frisk luft, oplevelser og socialt samvær blandt piloter, passagerer og personale. En konvoj af rickshaws blev sendt afsted fra Rønde, og blev under turen ledsaget af en turbus, som besøgte lokale seværdigheder og attraktioner.

Cykling uden alder
Odense-Hamborg 2014
Odense-Hamborg turen var Cykling uden alders jomfrurejse. Vores idé var at cykle ‘Cykling uden alder’-budskabet ud til nye lande. Da vi landede i Hamborg afleverede vi “stafetten”, og Hamborg satte så gang i hjulene og bragte stafetten videre til andre byer.