Livskvalitet på hjul

I alt 11 plejehjem satte fokus på at skabe livskvalitet på hjul i 2016 og 2017

Cykling uden alder har sammen med en række plejehjem i medlemskommuner gennemført et projekt med fokus på, at ældre får ønsker og drømme om oplevelser – store som små – og nye fællesskaber opfyldt gennem cykelture. Projektet blev støttet af satspuljemidler i Sundheds- og Ældreministeriet.

I alt 19 plejehjem ansøgte om at komme med og 11 blev udvalgt til at deltage. Projektet har betydet, at de ældre har fået mulighed for at ‘opdage’ og fortælle om, hvad der øger deres livskvalitet. De blev nysgerrige på mulighederne og opmuntret til selv at formulere ønsker til aktiviteter.

Vi oplever, at turene bidrager til, at passagerne genopdager tidligere interessefelter, og de giver lyst til nye aktiviteter. Det vil vi gerne gøre endnu mere af.

Anne Jervelund, Vicedistrikschef i Næstved Kommune

Med en nysgerrig tilgang har de deltagende plejehjem afdækket, hvilke ønsker det enkelte ældre menneske på plejehjem har til aktiviteter eller hvilke interesser, der kan give den enkelte større livskvalitet.

Johannes cyklede sammen med en pilot cyklede hen og besøgte Roskilde Domkirke, hvor han engang var kirketjener, Tre kvinder fra Kolding tog sammen med lokale piloter til open-air opera-koncert på rickshaw, passagerer i Frederikshavn tog på fisketur og Åse fra plukkede bundt hyldeblomster, hun kunne dufte til på resten af turen.

Interessefællesskaber øger livskvalitet
Livskvalitet på hjul har også handlet om at opdage og styrke interesse-fællesskaber de ældre og cykelpiloter imellem. Forskning i mental sundhed viser, at ens livskvalitet stiger, når man gør noget aktivt, gør noget sammen med andre og gør noget meningsfuldt. Fællesskaber er altså vigtige, men det er ikke altid, at der på det plejehjem er andre, der deler ens interesse. Derfor har projektet også øje for muligheden for at skabe nye relationer om fælles interesser på tværs af plejehjem. Fx tog en karavane af ti rickshaws afsted på tur til Fejø for at gå på æblerov – En meningsfuld aktivitet for de ældre, samt mulighed for, at de kan etablere fællesskaber på tværs af generationer om samme interesse med cykelpiloterne.

 

Læs mere om projekt Livskvalitet på hjul i Magasinet Pleje her

 

 

 

Cykling uden alder fik fra 1. august 2016 frem til udgangen af 2017 midler fra Sundheds- og Ældreministeriet til at gennemføre projektet “Brug byen – livskvalitet på hjul”.

Stolt foran Roskilde Domkirke. Johannes’ far har været graver i domkirken og han selv kirketjener. Han har ikke været der i et par år, så han glædede sig meget til at se kirken og en model af Margrethes gravmæle. Mens han var der sammen med pilot Lasse, snakkede de meget om kirken. Han fortalte om besøg af de kongelige og kongens begravelse. Og om en episode, hvor en alarm pludselig gik i gang. Det viste sig, at det var prins Knud, som var kommet for at besøge sin fars grav.
Erik ville gerne en tur ned i byen og opleve julehygge ved Solskinspladsen, hvor han har været bager i hele sit arbejdsliv. Der blev hygget så han næsten ikke ville hjem igen. Der var hornorkester med julemusik, de blev budt på æbleskiver og gløgg og julemanden kom forbi. ‘Det er som i gamle dage her ved Møllebakketrappen’, sagde Erik.
‘Livskvalitet er vel for en stor del at være sammen med andre mennesker man har det rart sammen med’ – Magnus Trædmark Jensen, Pilot i Kalundborg