Tak for et skønt år 2024!
Det blev et fantastisk år, hvor Cykling uden alder rundede 3000 cykelpiloter, cyklede med ældreministeren, blev skrevet ind i finanslovens SSA-midler for 2025-2028 og fik sat gang i cykling for hjemmeboende passagerer.
Vi starter 2025 med at se tilbage på det forgangne år. Vi ser tilbage på 2024 gennem et lille udpluk af gode historier og stærke indsatser. Og selvfølgelig vil vi opsummere antallet af cykelture i 2024 på tværs af medlemskommunerne.
Et billede af fællesskabets glæde
I 2024 har cykelpiloter og passagerer landet over vist, hvor stor glæden ved frisk luft og bevægelse er, det værdifulde i at gøre noget for andre og vigtigheden af fællesskab.
Fællesskabet begrænser sig ikke kun til lokalområdet. Under en ferie på Gran Canaria tog David, der til daglig er cykelpilot i Lyngby-Taarbæk Kommune, kontakt til øens lokale pilotteam. Han fik en unik oplevelse med de lokale cykelpiloter og passagerer, der gav lokale tips og anbefalinger, og der blev delt historier fra cykelturene med rickshaws. Genlæs historien her.
Vigtigheden ved fællesskabet blev hædret herhjemme, da Cykling uden alder Odense blev tildelt Odense Kommunes Temapris – Mental Trivsel 2024. De blev hyldet for deres engagement og medvirken til at fremme ensomme og ældres mentale trivsel.
Sikke en indsats, og endnu en gang stort tillykke til Cykling uden alder Odense!
Når man taler om indsatser, må vi også nævne cykelpiloten Leon fra Tårnby Kommune. I maj havde Leon inviteret to hjemmeboende ældre afsted på cykeltur. Men hvad gør man, når man kommer afsted uden batteri? Man træder til!
Heldigvis var benene gode, øllene kolde, humøret højt og selskabet i top. Læs eller genlæs historien på vores Facebook-side.
Kolde øl og godt selskab – det er, ifølge cykelpilot Kim og passager Rie fra Sorø Kommune, opskriften på en god forårstur. Efter en cykeltur med frisk luft gennem det naturskønne lokalområde gik turen forbi Vesthuset i Sorø. Her fik cykelbenene en velfortjent pause til tonerne af Søren Westerholm .
Det er skønt at se, hvor kreative i cykelpiloter er, når det gælder cykelruter og gode oplevelser! Se flere skønne billeder fra Rie og Kims forårstur her.
Slutvis må cykelentusiasten Carl Nyholm fra Nybodergården i København naturligvis nævnes.
Carl fik i oktober 2023 en udfordring: 100 cykelture på 100 dage før sin 95-års fødselsdag. Lørdag d. 3. februar 2024 gennemførte Carl, i samarbejde med 23 seje cykelpiloter, udfordringen på sin 95-års fødselsdag, og det blev fejret i solskin og godt selskab foran Statens Museum for Kunst. Carl fik selvfølgelig et gavekort på 100 ture mere – og han er godt på vej dertil!
Hele verden i Dragør
Over tre dage i juni 2024 afholdt Cycling Without Age det internationale summit: en social begivenhed, der skulle samle det internationale cykelfællesskab fra alle verdens hjørner på Cykling uden alders hovedkontor i København.
Et højdepunkt fra Summit var den hidtil længste fællestur på rickshaw med deltagere fra hele verden. Hele 20 lande var repræsenteret på den 25 km lange cykeltur fra Spor10 i København til Dragør, hvor de blev modtaget af det lokale Cykling uden alder-hold.
Vi oplevede, hvordan lokalsamfundet glædeligt støttede op om begivenheden, og de lokale Vi Støttere gav kaffe m.m. til de tørstige cykelpiloter og passagerer. Cykling uden alder Dragør havde arrangeret borgmestertale, musik, en guidet tur og en dansk frokost på Beghuset – man kunne ikke forestille sig en bedre velkomst!